Dansk       Tip en ven
 

Reaktionsmønstre

Jeg er gennem arbejdet med min psykolog blevet opmærksom på en række reaktionsmønstre som jeg har gentaget gang på gang fordi de nu engang har været min måde at overleve på og har virket et langt stykke henad vejen, lige indtil nu. 
 
For at blive hel igen, for at komme ud på den anden side og have lært af det jeg har været igennem og undgå at ende her igen er jeg nød til at forstå disse mønstre.  Forstå på hvilken baggrund de er opstået og hvad det er de gør for mig. Om jeg kan lide den følelse, om det gør mig godt? Og hvis ikke, er det nu jeg arbejder på at ændre det, gøre mig det bevidst.
 
Et af de reaktionsmønstre jeg eksempelvis er blevet opmærksom på er, hvis nogen træder over mine grænser og ikke behandler mig ordentligt reagere jeg ikke ved at blive vred og gøre vedkommende opmærksom på at mine grænser bliver overtrådt. Nej, jeg finder mig i det, bliver ked af det og forsøger istedet at glatte ud og ender med at påtage mig skyld, pres eller ekstra opgaver som jeg ikke er ansvarlig for.
 
Et andet eksempel er at jeg er det man populært kalder for en " pleaser ". Istedet for at gøre det jeg vil, det jeg har lyst til eller har brug for så gør jeg det andre vil for at gøre dem glade. For jeg bliver glad af at gøre andre glade, men ender bare desværre ofte med at såre og skade mig selv fordi jeg selv overtræder mine grænser.