Jeg er i bad, får det pludselig dårligt og sætter mig ned på hug et øjeblik. Pludselig åbner jeg øjnene og finder mig selv siddende på gulvet i brusebadet, rystende af kulde, vandet kommer stadig ud af bruseren men det er koldt vand. Jeg er forvirret, føler mig ikke klar, ved ikke hvad der er sket? Jeg kommer ud af badet, svøber mig i et håndklæde og ser på uret, det er næsten 1,5 time siden jeg gik i bad.
Det er formiddag og jeg er taget i skoven for at løbe en tur. Jeg parkere bilen og sætter igang stille og roligt. Nyder stilheden og den kølige morgenluft. Jeg løber ned af stien som så mange gange før og finder mig selv gå rundt i skovbunden inde blandt træerne. Uden retning og uden fornemmelse for hvor jeg er. Jeg ryster, har svært ved at trække vejret, svært ved at se. Da jeg endelig finder tilbage til stien, tilbage til parkeringspladsen, til bilen er der gået over 2 timer, turen tager mig normalt 35 minutter.
Jeg er ude at handle med min søn og hans kammerat. Vi hygger os og laver sjov, Jeg er glad for at de er med mig, da jeg ikke går meget ud alene. Vi finder det vi skal have og nærmer os køen til kassen for at betale, da min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere, føler ikke jeg kan få vejret. Jeg går i panik, græder og det sortner for mit blik. Får sat mig ned på hug med hoved mellem knæene og sidder der i 15 minutter indtil det er stilnet så meget af at jeg kan rejse mig og komme ud af butikken.
Dette er bare 3 eksempler på panik angst som jeg har oplevet det. Jeg er kommet langt nu og det er heldigvis ikke så slemt mere, men kommer stadig i situationer der er ukendte, situationer hvor der forventes noget af mig eller steder med mange mennesker.
Efter 8 måneder kan jeg stadig ikke besvare min telefon hvis det er et nummer jeg ikke kender eller nummeret er privat/ukendt. Kan ikke åbne min hoveddør derhjemme hvis det ringer på uanmeldt. Kan ikke være online på facebook, skype eller andre forums hvor jeg før var i aktiv kontakt med familie og venner. Jeg bliver fysisk bange.
Jeg har lært at tackle det langt bedre når det kommer nu. Har for eksempel altid en papirspose med mig i tasken til at trække vejret i - det hjælper! Ellers ved jeg at jeg skal sætte mig ned når jeg kan mærke det er på vej, tage hovedet ned mellem knæene og koncentrere mig om at trække vejret helt ned i maven.
Jeg er diagnosticeret agorafobi med panikangst. En fobi for offentlige steder eller sociale situationer med mange mennesker til stede. Fobien grunder i at jeg har angst for at skulle få et panikangstanfald et sted, hvor der ikke er nogen hurtig flugtvej fra andre mennesker.
Jeg ved at en stor del af min angst har at gøre med en bestemt person som jeg er bange for at blive konfronteret med og det forsøger jeg at arbejde konkret med. Men at angsten også kommer i situationer hvor jeg mindst venter det, kan gøre det svært at acceptere, når man ikke kan forstå årsagen til angsten.
