Efter 1 og ½ måned kom jeg til hos en psykolog og kom i ugentlig terapi. Efter yderligere 1 måned foreslog både psykolog og min læge at jeg skulle starte på antidepressiv medicin (Fontex). Det var for mig en stor beslutning! Og det tog mig yderligere 1 måneds tid før end at jeg fik startet op på medicinen.
Udover at være bekymret for bivirkninger (indlægssedler og info på internettet hjælper ikke meget i den forbindelse), følte jeg det som et enormt nederlag at jeg var nået dertil hvor jeg var nød til at gå på antidepressiv medicin. At jeg ikke kunne komme igennem dette selv. Jeg følte mig svag, følte at jeg ikke var noget værd og at jeg fuldstændig havde mistet kontrollen.
Men i dag kan jeg godt se at jeg trods alt ikke var kommet til hvor jeg er i dag allerede, havde det ikke været for den antidepressive medicin. Det er svært at sige præcist hvad det er medicinen har gjort for man går næsten og venter på fra den dag du starter på den at du lige pludselig vågner op en morgen og er dig selv igen, men sådan virker det ikke. Men jeg tror at den hjalp mig over den enorme tristhed, den sorte tåge jeg var i i starten og som holdt mig fra virkelig at begynde at forholde mig til årsagen til min depression og det arbejde jeg selv måtte i gang med for at blive hel igen.
Jeg har ikke haft mange bivirkninger, men følt mig en smule træt lige umiddelbart efter at jeg tog medicinen og havde/har følelsen af sådan at være i en bobble, sådan lidt lukket inde.
Efter 10 mdr. er min dosis af Fontex nu blevet tredoblet og Mianserin som jeg har taget et par mdr. taget helt væk igen. Mianserin fik jeg på toppen af Fontex for at afhjælpe min angst. Men denne type antidepressiv viser sig at påvirke adrenalinen som allerede i mit tilfælde er oppe i det røde felt. Jeg er nu efter 14 mdr. gået ned igen til oprindelig dosis 20mg af Fontex da den øgede dosis ikke så ud til at have nogen indvirkning og er istedet startet op på Valdoxan.
