Hvad er det jeg er angst for?
Angst for ikke at være god nok.
Angst for at gøre noget forkert.
Angst for ikke at være perfekt.
Angst for at andre vil dømme mig.
Angst for at ingen vil kunne lide mig.
Angst for at jeg selv ikke kan lide mig som jeg er.
Og det sidste er nok min største angst. At jeg ikke kan lide mig som jeg er - endnu. Pg hvis ikke jeg kan lide mig selv, hvordan skal andre så kunne? Lige så langt tilbage jeg kan huske har det altid været vigtigt for mig at have kontrol. Kontrol over mig selv, mit udseende, hvordan jeg opførte mig, hvilke venner jeg havde osv. Det har holdt mig tilbage fra mange ting. Altid at være i sådan en selvkontrollerende rolle gjorde at jeg fremstod distanceret for mange, du ved sådan ikke rigtig til at nå ind til. Turde ikke springe ud i nye oplevelser da jeg jo så ikke havde kontrol.
Og sådan har jeg jo sådan set fortsat og fortsat op igennem hele mit liv. Gjort alt hvad jeg kunne for at fremstå som glad, lykkelig, superkvinde, supermor, hende med de mega brede skuldre der kunne klare alt og alle.... Jeg glemte bare mig selv. At alt det ydre var perfekt, blev lig med at jeg jo så måtte være lykkelig. Men det var jeg ikke. Og det er en lektie jeg er ved at lære nu. Er ved at lære mig selv at kende. Og lære at det er OK at blive set som den jeg er. OK at være mig.
Men angsten er også blevet en del af mit liv og det har jeg rigtig svært ved at acceptere. Jeg bliver vred på angsten, vred på mig selv. Og så forstærkes angsten af angsten for at mærke angsten og for at andre skal se at jeg har angsten, ikke er ovenpå og i kontrol som jeg jo plejede at være..... Men jeg ved godt at jeg er nødt til at acceptere den - angsten.
"Kære Angst,
Jeg er ikke sikker på at jeg helt forstår hvorfor du er kommet til mig? Ikke sikker på hvad det er du skal lære mig? Jeg ved at der er dage, hvor du er min bedste ven, De dage hvor du passer på mig, de dage hvor jeg gemmer mig hos dig, putter mig langt langt ind i din trygge favn, væk fra alt og alting. Her føles det trygt og rart at have dig tæt - for en tid. Men så er der andre dage hvor jeg hader dig langt væk, er vred på dig, hader dig af hele mit hjerte. De dage hvor du svigter mig, hvor du besætter min krop, mit sind og gør mig lille, bange og svag. De dage hvor du tager over og jeg ikke længere kan få vejret, kontrollere mine dirrende hænder eller mit rystende hoved og tårene der triller fra mine øjne. De dage hvor du blænder mig og tager mig væk fra tid og sted - de dage hader jeg dig.
Jeg forstår så meget at du er en del af mig. Tror også du er den del af mig som jeg først er ved selv at lære at kende nu. Den del af mig der er tanker, drømme, behov og følelser. Alt det som jeg ikke helt kender endnu og som jeg stadig er bange for at lære at kende, lære at elske og skulle stå ved og forfølge. For hvad vil det få af konsekvenser i mit liv? Det er det jeg er bange for, usikkerheden, at turde tage chancerne, leve drømmende uden altid at være i kontrol, det er der du er, min angst.
Så hvordan kommer vi to videre sammen? Jeg ved det ikke, det er vel derfor at jeg skriver til dig, i håber om at finde svarene. Det er en rejse og vi skal nok nå i mål du og jeg."
