Lørdag 24-07-2010

Åhhhh hvor jeg syntes det er barskt. Men der er ingen vej udenom, kun igennem. Sådan er det med sygdom. Man er nød til at tro på at man er stærk, stærkere en den, sygdommen. Arbejde hårdt med sig selv, sine tanker og visualiseringer.

 

Som pårørende er din vigtigste opgave bare at være der. At være nær igennem det hele og kunne sætte sig selv til side og give den støtte der er behov for. Men det er heller ikke bare sådan lige, for du bliver også fyldt op og bærgeret flyder over. Du har også brug for at kunne læsse af og få støtte til at holde ud og blive ved.

 

Det der er barskt for mig lige nu, er følelsen af at jeg ikke kan slippe sygdom og de negative tanker. Ikke at jeg fejler noget selv, andet end hvad jeg hele tiden har kæmpet med, men som trods alt bliver en mindre og mindre del af mig - eller også er det bare mig der bliver bedre og bedre til at håndtere det så det synes mindre - angsten, og de negative tanker syntes jeg også at være god til at holde stangen - men det er alle dem omkring mig. Min familie, min kæreste, alle dem tæt på......

 

I dag fik jeg f.eks. at vide at jeg er ansvarlig for ens tab efter en beslutning som vedkomne selv tog. At det er mig der skydes skyld på. At vedkomne efterfølgende føler sig skyldig ved at være sammen med mig. Tag den! Der stod jeg så og vidste ikke hvad jeg skulle sige....tårene der faldt fra mine øjne sagde vist det hele.....

 

- for vi kan ikke gøre andre ansvarlige for vores beslutninger. Og de beslutninger vi træffer, dem træffer vi selv. Jo det er nemmere, at lægge skylden over på andre. Det fjerner måske lidt af selverkendelses smerten, men den forsvinder ikke og vil blive ved med at komme tilbage til dig, indtil den dag du selv tager ansvaret og erkender at du og ingen andre er eller kan gøres ansvarlige for dit liv og dine beslutninger.

 

Så hvad gør man så, når man selv netop er kommet fra så mange måneders sygdom og bund sorte negative tanker? Når man nu selv er kommet op til overfladen og er på vej over til den anden side? Lader man sig synke ned igen? Det ville uden tvivl være det nemmeste og tankerne har da også været der. Flygter man fra sygdommen og dem der har brug for dig?

 

Det er jo din beslutning. Min er at blive og kæmpe. Kæmpe min kamp og støtte dig i din. At blive ved med at sprede mine glade, positive og fremadrettede tanker, da jeg ved at med tiden, smitter de af. Med tiden hjælper de også dig som de har hjulpet og stadig hjælper mig. De er min styrepind. Der hvor jeg mærker efter før end at jeg tager en beslutning. Men så står jeg også ved den. Det er mit ansvar.