Torsdag 15-07-2010 Uretfærdighed
15-07-2010
Hvor kan livet dog synes uretfærdigt. Ting sker vi ikke selv er herre over, ikke selv kan kontrollere. Jeg ved godt at ting sker i mit liv fordi der er noget jeg skal lære, men jeg leder og leder lige nu, kan virkelig ikke se gaven i det for bare mørke tunge regnfyldte skyer.
Og hvor kan man fyldes med følelsen af afmagt, når man ikke kan gøre noget, men bare være der. Støtte. Tilbyde sin skulder. Dele sine tårer. Forsøge at være stærk. Dele sin indbildte styrke og overskud. - og det er jo at hjælpe, at være der, at gøre det bedste man kan. - Det føles bare ikke som nok. Hvis jeg kunne gå tilbage, ville jeg ønske jeg havde valgt at uddanne mig til læge, med lige netop din sygdom som mit speciale. Og jeg ville vide alt der var at vide om hvordan jeg jeg gjorde dig rask. Men jeg er ikke læge, kun din familie, din nære. - Men jeg er her med alt hvad jeg har at give af og sammen kommer vi igennem dette også. Det skal vi. Det ved jeg.
Måske er gaven, du og jeg? At vi er nød til at klare dette sammen, vise tillid og forståelse? At vi er nød til at blotte os for hinanden for at nå helt derind hvor vi kan tilgive, prøve at forstå og bare elske hinanden? Jeg ved det ikke....
- og hvis det er gaven, så kunne du kære Gud, have givet mig den på tusinder af andre måder end lige denne....
Kommentarer